IDENTITET
I går var jeg kommet i byen uden pung. Jeg greb ned i tasken for at finde pungen, men den var der ikke! Hvor var min pung? Var den hjemme eller var den blevet stjålet? Jeg havde ikke et roligt minut, før jeg kom hjem og kunne konstatere, at min pung lå i skuffen, hvor jeg havde lagt den. For et øjeblik syntes det, som om hele min identitet var der i pungen. Mine penge, mit Dan-kort, mit sygesikringskort og meget meget mere var i pungen.
Vores identitet har stor værdi. Nogle af os vil gå langt for at udvikle en personlighed, vi tror, vil gøre os mere acceptabel i visse kredse … f.eks gå med designer tøj eller køre en bil af et ganske bestemt mærke. Nogle mennesker identificerer sig selv med deres profession.
Måske har du hørt om fyren, der i en alvorlig krise opsøgte en psykiater og sagde: "Jeg er overbevist om, at jeg er en hund, doktor" På spørgsmålet om hvor længe han havde haft det sådan, svarede han: "Lige siden jeg var hvalp!"
Alt for mange af os er forvirrede eller grundlæggende uoplyste om vor egen identitet. Hvem er du/jeg?
Paulus understreger sin identitet således: "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig." (Gal. 2:20) Kalder vi os kristne, må vores identitet være i Kristus. Her finder vi vores værd. Tænk, vi er så meget værd, at der var én, der var villig til at gå i døden for os.
Vi lever i et land, hvor janteloven og mindreværdskomplekserne råder, og vi er mange, der spørger: "Mig, hvordan kan jeg være værdifuld - jeg, som ikke er noget værd. Og er der nogen, som roser mig, så undskylder jeg. Det gør heller ikke noget, at man træder på mig, for jeg er jo alligevel ikke noget værd!
Ville Jesus have udholdt alt det, han gennemgik, hvis vi ikke var noget værd? Tænk, på alt det han led for din og min skyld!!
Når vi tror på Jesus, har vi alt i Ham. Vi er udvalgte, elskede, frigjorte, frelste, modtagere af barmhjertighed, kærlighed og fred. I Ham har vi alt, vi behøver. Fatter vi det helt og aldeles, fyldes vi med en fryd, vi aldrig før har kendt og vokser, som vi aldrig før har vokset i vores åndelige liv.
Jeg holder meget af Holger Lissner´s salme: "Vov at være, hvad du i Kristus er, hvad i hans tanke, hvad i hans kærlighed og hans øjnes evige lys du er." Sidste vers lyder: "Hvad engang du bliver, det er du nu: dømt og benådet, død og opstanden og elsket og ét med ham, som har gjort dig fri". (Salme 527)
Vores værd og identitet finder vi i Kristus, og det må så indebære, at vores liv afspejler, hvorfra vores identitet kommer. I forskellige situationer vil vi forsøge at gøre det, Jesus ville have gjort. Det er Ham, der lever i os, så vi er Hans hænder, fødder og mund i den verden der omgiver os.
Herdis Larsen
|