De danske baptisters historie
af Herdis Larsen

Vi er i begyndelsen af 1800-tallet, hvor den gudelige vækkelse slår kraftigt igennem mange steder i landet. Kristendom bliver en personlig sag. De troende mødes i små kredse til bibellæsning og bøn. Det drejer sig om at forkynde evangeliet for alle de navnekristne, der i samtiden kaldes rationalister. 

Ved studium af Bibelen fandt de frem til, at deres kirkesyn og deres dåbssyn var et andet end det, der prægede den lutherske statskirke. Det fik dem til at bryde med den statskirkelige lutherdom, der indtil vi fik grundloven i 1849 var den eneste lovlige kirke. Det glædede dem derfor, da de i sommeren 1839 fandt ud af, at der udenfor landets grænser levede kristne, som delte deres syn.

I efteråret 1839 blev de første danske baptister døbt i København. Det skete udenfor byen en tidlig morgen – d. 27. Oktober i blæsevejr ved neddykkelse i Lersøen, der havde temperatur nær frysepunktet. Hermed var Nordens første frikirke blevet skabt. Dåbshandlingen blev udført af J.G. Oncken, baptistpræst i Hamborg.

Baptisternes dåbshandlinger var ulovlige og deres dagligdag blev straks præget af kulde og blæst fra myndighedernes side. Lederne blev udpantet eller fængslet. Således sad en af lederne P.C. Mønster fængslet i alt to år i fem omgange i løbet af fire år. Den lutherske kirkes præster gjorde fælles sag med landets politi, når udøbte børn af baptistforældre skulle tvangsdøbes. Tvangsdåben fandt sted enten i kirkerne eller som hjemmedåb, mens baptisterne passivt så til. Denne "vandgang" betød jo intet i sig selv.

Mange protesterede dog. Grundtvig talte for religionsfrihed, engelske og amerikanske baptister rejste hertil og kom i audiens hos kongen for at tale frihedens sag. Den liberale presse i København tog baptisternes parti imod de lutherske biskopper, der var mest uforstående af alle. Politisk blæste de stærkeste vinde i samme retning – og alt endte med religionsfrihedens komme med Grundloven af 5. Juni 1849.

Baptister betyder "dem, der døber" og ser dåben – ikke som et angreb på andre, men som en håndgribelig bekræftelse på Guds kærlighed til det enkelte menneske og som det enkelte synlige svar på Guds tiltale. Derfor døber baptister først, når et menneske kan undervises om Gud og nå frem til en personlig stillingtagen med ønske om dåb. 

Baptister er først og fremmest kristne og deler de væsentligste dele af vores tro med andre kristne.

I Baptistkirken Gandrup- Vodskov har vi de senere år haft det, man kalder for overført medlemskab d.v.s. at også barnedøbte fra andre trossamfund kan blive medlemmer efter, at de har aflagt deres trosbekendelse.